Af Allan Falk

Tro og lydighed

Det er herligt, at kunne bringe det fjerde indlæg fra Åb 14, hvor jeg har ønsket at viderebringe, hvad jeg selv har fået ud af de tre engles budskaber.

Det gøres klart i Åb 1, 1, at disse tre engles budskaber, er budskaber direkte fra Gud
Fader selv til dig og mig.

En engel er en budbringer; enhver discipel af Jesus bør derfor se sig selv som medansvarlig for at bringe dette budskab ud i verden.

Man ser ud fra den bibelske tekst, at gudsfrygt eller det at besidde gudsfrygt vil sige:

At agte ham højt.
At være lydige mod hans bud og ønsker.
At elske ham med alt det vi indeholder.

Man ser også hvordan det at give Gud ære eller at herliggøre ham, handler om, at lade Gud forvandle vor karakter, så vi genspejler Jesus Kristus i vore liv.

Det handler om, at vore liv bør være en tilbedelse af Gud på alle måder.
     Både til hverdag, men også om sabbatten.
Vi så, at det er skaberen og ikke skabningerne der sætter dagsordenen.
Derfor falder hviledagen også om sabbatten, den syvende dag vor lørdag, netop fordi skaberen har bestemt det sådan.

Resume af den anden engel

Man ser, hvordan der kom en anden engel med budskabet om, at mange er faldet.
Det vil sige, at man ikke længere lever efter den første engels budskab.

Resume af den tredje engel

Under den tredje engel, som indeholder Guds sidste advarsel til denne jords befolkning,
så vi, at det store strids spørgsmål er omkring tilbedelse.

Vi så, at både det gamle og det nye testamente er klar i sit budskab.
Kun dem der tilbeder Gud i himmelen vil blive frelst.

Kun dem der frygter, ære og tilbeder den skabende og frelsende Gud vil opleve den nye jord.

1)  Åb 14, 9 – 11: Guds sidste advarsel til dem der er i Babylon.

Med det i rygsækken, så vil vi tage hul på dagens emne:  

Først skal vi se lidt på lydighed, dernæst tro.

Lydighed
Lad os læse fra Åb 14, 12: Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.

Teksten taler om dem som holder fast ved Guds bud.

Dette må for mange kristne være en uforståelig sætning???

Tanken, at loven blev naglet til korset sammen med Kristus er vidt udbredt!!!!

Hvorfor siger teksten så, om de trofaste der lever lige før Jesus kommer igen, at de holder fast ved Guds bud?

Jesu eget svar formulere Matthæus sådan i sit 7, 21: Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! Til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.

Det er altså ikke engang nok at kende Guds vilje, man må også gøre den. Guds vilje må blive en del af vore liv.

Det der ifølge Kol 2, 14 blev naglet til korset er altså ikke de 10 bud, men dine og mine synder. 

På hverdags dansk lyder det således: Gud tilgav os alle vore overtrædelser, og anklageskriftet imod os, som byggede på Thoraens krav, tilintetgjorde han ved at fastgøre det til korset.

Det er altså ikke Thoraen, det vil sige de fem Mosebøger eller de 10 bud som er en del af Thoraen der blev fastgjort til korset, men Satans anklageskrift imod os.

Bibelen siger ingen steder, at budene er sat ud af kraft eller fjernet, men den taler bestandigt om tilgivelse for overtrædelse af netop Guds ønsker eller bud.

I det øjeblik budene er væk, vil der heller ikke være brug for Kristi død på korset.

Jesu død ville være meningsløs.

Overraskelse
Lad mig læse et kendte vers for dig, som måske vil overraske dig.

Åb 22, 14: Salige er de, der har vasket deres klæder,
     så de får ret til livets træ og går gennem portene ind i byen.

Samme tekst fra den reviderede oversættelse af 1819:
Salige ere de, som gøre hans Befalinger, paa det de maa faae Udgang til Livsens Træ og indgaae igjennem Portene til Staden.

Her er de salige ikke længere dem der har vasket deres klæder, det vil sige dem der er tilgivet og forvandlet.
Nej det er dem, der gør Guds befalinger, vilje eller bud.
     De to oversættelser syntes at være temmelig forskellige.

Jeg kiggede derfor i et par engelske bibler og fandt følgende.

New International Version siger:

Blessed are those who wash their robes-----

Velsignet er de som vasker deres tøj -----

New King James Version:

Blessed are those who do His commandments------

Velsignet er de som gør Hans befalinger -------

De engelske bibler er altså ligeså forskellige som de danske!!!!

Nysgerrig som jeg er, så kiggede jeg i de græske tekster og fandt, at nogle af dem taler om at rense sit tøj og andre om at holde Guds bud.

Altså kommer det an på hvilket græsk dokument man får fat i.

Dernæst tænkte jeg, hvad har Martin Luther så skrevet i sin bibel?

Han skrev: Selig sind die seine Gebot halten.

                  Salig er de, som holder hans bud.

Personligt støtter jeg Martin Luthers oversættelse, men det korte af det lange er jo da,
     at begge udsagn er rigtige.

Måske ligner de endda hinanden mere end man ser ved første øjekast.

En der har vasket sine kælder, må jo være en der har fået tilgivelse, en der har omvendt sig,
en der er både retfærdiggjort og helliggjort.
     Det man indenfor den Lutherske ortodoksi (rettroenhed) kalder saliggørelse.

Men vent nu lidt, en der er blevet både retfærdiggjort og helliggjort må vel også være en der holder Guds bud og ønsker.

Det harmonere i hvert tilfælde godt med Jesu egne ord fra Joh 14, 15: Elsker I mig, så hold mine bud.

Eller fra Joh 15, 14: I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer.

Endelig er renset tøj og lydighed jo fuldstændigt i harmoni med den første engels budskab.

Det at frygte Gud indebære jo, at vi elsker og adlyder ham.

Det at ære Gud eller at herliggøre Gud, indebære at Helligånden kan lade sin frugt modnes i os.

En person der har renset sine klæder er også en lydig person.

Derfor er det også naturligt for Johanns, at sige om dem, der har modtaget de tre engles budskaber, at de er dem som holder fast ved Guds bud. (Joh 14, 12)

Troen på Jesus eller Jesu tro.

og troen på Jesus.
     Når det gælder den sidste del af verset, der taler om troen på Jesus, så kan det nævnes at nogle oversættelser taler om Jesu tro og ikke troen på Jesus.

Ud fra den græske tekst er det dog ikke muligt, at afgøre hvilket der er det rigtige.

Selv tror jeg det handler om troen på Jesus.

Jeg slog ordet tro op i en ordbog, og fik følgende betydning.
     Tro er det at være sikker på noget uden at have vished for det.
Dette harmonere jo ganske godt med ordene fra Heb 11, 1 der siger: Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.

I dag er tro knyttet til noget vi ikke kan bevise.

På græsk bære ordet tro også betydningen tillid. Tillid der handler. Der er aktiv.

Apostlene regnede med en virksom handling, når de talte om tro.

Abrahams tro

En tro der handler, minder mig om Abrahams reaktion, da Gud talte til ham.

Lad os læse fra 1 Mose 22, 1:Senere skete det, at Gud satte Abraham på prøve. Han sagde: »Abraham!« og da Abraham svarede ja, v2  sagde han: »Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om.«
v3  Tidligt næste morgen sadlede Abraham sit æsel og tog sine to karle og sin søn Isak med. Da han havde kløvet offerbrændet, begav han sig på vej til det sted, Gud havde givet ham besked om.

Længere nede i vers 10 står der, så rakte Abraham hånden ud og tog kniven for at slagte sin søn.

Når man tillægger ordet tro betydningen tillid der handler eller aktiv tillid, så giver Abrahams reaktion god mening.

For enten var Abraham skør eller også havde han en urokkelig tillid til Gud.

Abrahams tro på Gud havde ikke altid været så stærk, det var den blevet gennem tid.

Når man tilbringer tid sammen med Gud, så lærere man ham at kende.
     Det er dette kendskab, dette fællesskab med Gud
     og hans søn Jesus Kristus der udvikler tro og tillid.

Hvem kan have tillid til nogen de ikke kender noget til? Nej netop det kan man ikke!

Det er derfor du og jeg må læse vor bibel, Guds ord og i bøn konversere med ham ellers kan vi aldrig udvikle tro og tillid til ham.

Jesu tro

I Matt 26, 39 finder vi et stærkt udtryk for Jesus tro og tillid til sin fader. Det lyder sådan: Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi.
Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.

Og vers 42: Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje.

Jesus var ikke begejstret for udsigten til at blive korsfæstet, den forestående adskillelse fra faderen var rædselsvækkende for ham.

Men der i Getsemane have den sidste aften inden korsfæstelsen udviste han en tro og en tillid, der resulterede i en total underkastelse af faderens vilje.

Resultatet af troen

Abrahams tro og Jesu tro vidner om, at den der tror vil gøre alt for at følge Gud Faders vilje.
Også hvis det koster livet!!!

Dette hænger utroligt godt sammen med den første engels budskab, der handler om gudsfrygt, herliggørelse af Gud og tilbedelse af universets Skaber.

Den troende frygter Gud, det indbefatter agtelse, kærlighed og lydighed.
Den troende ære Gud. Dette sker ved Åndens frugt.

Den troende tilbeder Gud.

På den måde bliver ubetinget lydighed og tillid, en væsentlig del af troens synlige og særdeles aktive konsekvens.

Troen er ikke kun en overbevisning om noget man ikke har set.
     Troen på Gud er aktiv, den udviser tillid, den elsker og den adlyder.

Sådan en tro på Gud kommer kun når vi vandre sammen med Jesus hver dag. Det kalder man discipelskab.

Jesus sagde jo selv i Joh 17, 3, at dem der kender ham skal frelses.

Hvis du vil kende Jesus må du bruge tid sammen med ham!!!!

Den der bruge tid sammen med Jesus her i livet, får en evighed sammen med ham.

Tro og lydighed

Efter, at have set på aspekterne tro og lydighed, som begge er interessante, kan jeg ikke lade være at spekulere på, hvorfor de er nævnt sammen, som det sidste punkt i Guds sidste advarsel til menneskeheden?

Disse to tro og lydighed, disse to i kombination med hinanden må åbenbart være vigtige for os.
     Hvorfor skulle Gud ellers nævne dem i sin sidste advarsel til dig og mig?

Well det er en kendsgerning, at kristne ofte har haft svært ved at finde balancen mellem det Gud har givet menneskene fra de to bjerge: Sinai og Golgata.

På Sinai bjerget fik vi Guds lov og på Golgata kom Guds nåde til udtryk.

Nogle mener så, at loven var for de gamle Israelitter og nåden er for os, der lever efter Kristus.

Vi behøver ikke holde loven, det gjorde Kristus for os, siger nogen.

Det forunderlig er, at Guds lov er en af de ting Helligånden bruger, for at overbevise os om synd.
Billedligt set, så samler Ånden dig og mig ved foden af Sinai (der hvor Moses modtog loven) for at lade os forstå Guds standard for retfærdighed.
     Dette overbeviser os om, at vi er skyldige, og dømt til evig død.

I denne håbløse tilstand, føre Ånden os så til Golgata, og viser os muligheden for evigt liv.
Fuldt overbevist om vor syndighed, er vi parat til at høre frelsens gode nyheder (Rom 3, 20. Joh 16,8).

En frelse, der kommer udelukkende igennem troen på Jesu Kristi forsonende liv og død.

På den måde arbejder loven og evangeliet hånd i hånd for at frelse syndere.

Selvom Paulus siger tydeligt, at vi frelses ved tro og ikke ved gerninger, har kirken alligevel altid været splittet over dette spørgsmål?

Hvordan er balancen mellem tro og gerninger?

ER det nok at tro, eller må der også gerninger til som apostlen Jakob siger. Jak 2

Da jeg sad og tænkte over sammenhængen, kom der følgende proces ud af det.

Vi ved at Gud er kærlighed og at vi som faldne mennesker er fyldt med al mulig dårligt, såsom fjendskab, misundelse og hidsighed. Gal 5, 19.

Vi ved også, at fordi Gud er kærlighed, så tilbyder han os sin nåde.
Det kan resultere i, at der opstår et kærlighedsforhold mellem Gud og menneske.

Når vi elsker Gud, så bruger vi tid sammen med ham.
Det resultere i, at vi får tro og tillid til ham.

Vi kan bare ikke være sammen med Gud uden, at hans godhed smitter af på os. Det kan kaldes saliggørelse (retfærdiggørelse + helliggørelse).

Paulus skriver, at dem der er sammen med Kristus får Guds ånds frugt, som blandt andet
     er tålmodighed, venlighed og selvbeherskelse. Gal 5, 22.

Det spændende er, at hvis Guds ånds frugt er i os, så er vi på god fod med loven.

Det andet spændende er, at hvis godhed og kærlighed behersker os, så vil vi gøre en masse godt for andre.
     Der vil være geringer.

Men selvom et liv fyldt med åndens frugt ses i form af gerninger, så fortæller Joh 3, 16 os alligevel, at vi frelses ved troen på Jesus.

Vel at mærke en levende tro, der er lydig mod Guds ønsker og ses i gerninger.

Paulus og Luther havde følgende tanker!!

For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger…… Sætter vi så loven ud af kraft ved troen?
Aldeles ikke! Vi gør loven gældende.     Rom 3, 28 og 31.

Appel

Selv oplever jeg det på denne måde.

Som synder er jeg et dødeligt sygt menneske.

    Gud giver mig den nødvendige medicin, som er frelsende nåde.

Helbredelsen kan ske fordi, der vokser en tro på Jesus frem hos mig.

Men det interessante er, at medicinen også har nogle bivirkninger og det er lydighed og gerninger.

Pointen er dog, at det er troen der frelser, men hvis den ikke ses i lydighed og gode gerninger, så er det ikke en levende tro.
     En tro uden lydighed og gerninger er et bedrag.

Kære brødre og søstre i troen.
Når troen kommer af samvær med Kristus, så er der ikke noget, der er så vigtigt for os,
     som tid sammen med Jesus.

Derfor er det vigtigste og sidste budskab til menneskeheden, gå til Kristus og lev sammen med ham.

Historien om den unge soldat

Da Alexander den Store regerede hele den da kendte verden, gjorde han det til sin politik, at høre alle appeller rettet til ham. En dag blev en ung soldat stillet foran Alexander i en retssagen. Den unge mand bar en tunika fra Alexanders hær.

"Hvad er han anklaget for?" spurgte Alexander
     - der holdt absolut autoritet i alle sager.
Der var ingen mulighed for at appellere dommen.

"Han er sigtet for fejhed i kamp," svarede anklageren.

En visken gik igennem forsamlingen.
     De kendte Alexander som en general, der forventede tapperhed af sine mænd.
Han skubbede ikke sine soldater frem, men førte dem selv ind i kampens hede.
Alexander så på den unge soldat, der var en ganske simpel teenager, lyshåret og stadig for ung til at barbere.
Vreden på hans ansigt skiftede langsomt til et forstående smil, "Hvad er dit navn, soldat?"

 "Værdige kongen," svarede den unge mand. "Mit navn er det samme som din - Alexander."

Alexander sprang op og vreden kom straks tilbage til hans ansigt. Han greb soldatens tunika og sagde behersket. "Unge soldat."   "enten ændrer du dit navn, eller også ændre du din adfærd."

Vi er kaldet "kristne". Spørgsmålet vi må stille os selv er, "Er vi værdig til navnet?

Måtte det være vort daglige ønske og mål, at vi bruger tid sammen med Kristus, så vi kommer til at frygte, ære og tilbede vor skabende Gud, som den første engel beskriver det for os.

Da vil vi være værdige til kristen navnet. Amen